Fair Trade Bazaren hjælper verdens kvinder til et bedre liv

11. februar 2021

p

MÅL NR. 5: LIGESTILLING MELLEM KØNNENE

  • Stop al diskrimination af piger og kvinder
  • Eliminere tvangs- og børneægteskaber
  • Universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhed
  • Lige adgang til økonomiske ressourcer og ejerskab over jord, ejendom og finansielle tjenester.

Siden 1993 har Fair Trade Bazaren i Aarhus solgt kurve, smykker, legetøj og meget andet, som er produceret under ordentlige forhold i nogle af verdens fattigste lande. Det har altid været en mission for dem, at hjælpe folk til et bedre liv gennem fair handel og arbejdsvilkår. Man kan sige, at Fair Trade Bazaren har arbejdet med temaerne i de 17 verdensmål, længe inden de blev formuleret som verdensmål.

Butikken på Guldsmedgade i Aarhus bugner af farverige varer fra alle verdens hjørner. Her kan du finde glas fra Chile lavet af gamle vinflasker, kurve i alle former og farver fra Bangladesh, legetøj, tæpper, hængekøjer, smykker og meget, meget andet. Fælles for produkterne med Fair Trade-mærket er, at de lever op til de 10 principper for Fair handel, som bl.a. omfatter forbud mod børne- og tvangsarbejde, ordentlige lønforhold, ligestilling mellem kønnene og respekt for miljøet. Bæredygtighed har også altid været en del af Fair Trade-arbejdet. Mange produkter er fremstillet af genbrugsmaterialer og upcyclet fra andre produkter.

Hos Fair Trade Bazaren begyndte man for noget tid siden af holde Fair Trade principperne op mod FN’s 17 verdensmål. Verdensmålene er oplagte at bruge i kommunikationsøjemed, fortæller Gunhild Thinggaard der er formand for bestyrelsen.

Det er en del af vores formål at oplyse om hvad Fair Trade er, og hvad det gør for folk i den tredje verden. Vi har brugt verdensmålene til at sætte fokus på vores arbejde. Verdensmålene er nemme for folk at forstå og visuelt flotte, derfor egner de sig godt til at kommunikere med

Gunhild Thinggard

Et af de mål som bliver fremhævet i Fair Trade arbejdet er nr. 5 ”Ligestilling mellem kønnene”. Gennem årene har Fair Trade Bazaren set store forbedringer i deres producenters liv, det gælder ikke mindst blandt kvinderne, fortæller Gunhild Thinggaard:

Mange af vores producenter er kvinder. Og vi ved jo at når kvinder får arbejde og tjener penge så kommer det hele deres familie og samfundet til gode. Deres børn kommer i skole og får uddannelse. Hvis man styrker kvinderne så styrker man også samfundet generelt.

Gunhild Thinggard

Blandt de organisationer som Fair Trade Bazaren samarbejder med, er halvdelen af lederstillingerne og bestyrelsesposterne besat af kvinder.

Der er sket meget indenfor Fair Trade arbejdet gennem de 27 år Bazaren har eksisteret. I dag er arbejdet langt bedre organiseret og den verdensomspændende organisation WFTO står for at kontrollere producenterne, så Gunhild Thinggaard og hendes kolleger behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt deres varer er rigtigt Fair Trade eller ej.

I fremtiden vil de gerne dykke ned i endnu flere verdensmål, mål nr. 2 ”Stop sult” er for eksempel oplagt, da de arbejder med nogle af verdens mest marginaliserede mennesker. Men der sker også hele tiden udvikling i butikken. Når personalet får en god idé kan de kontakte deres leverandører for at se om det kan lade sig gøre. Således har de f.eks. fået produceret glas med afbildninger af Aarhus Skyline, og får snart en bog hjem med Aarhusmotiver, som er lavet af papir fremstillet af elefantmøg på Sri Lanka fortæller Gunhild Thinggaard grinende. Hun slutter med at slå fast, at deres formål altid har været at sælge så mange Fair Trade produkter som muligt. Så de kan hjælpe så mange af deres producenter som muligt.